Det er ikke til at forstå, at hvalpene allerede er blevet 5 uger gamle. Tiden går rigtig hurtig nu. Hvalpene stortrives og de er virkelig skønne i deres temperament alle sammen. Der er nu ved at være forskel på hvalpene, men ikke så meget, så jeg har kunne tage stilling til, hvordan hvalpene skal fordeles. Dog bortset fra Wupsi, som skal til en hvalpekøber på Fyn. Hvalpekøberen ville kun have en sort/hvid tæve, så det var jo ligesom afgjort på forhånd, hvor Wupsi skal hen i fremtiden.
Jeg er begyndt at lave forøvelserne til klikkertræningen og det ser ud til, at hvalpene allerede har forstået at klik er lig med mad lige bagefter.
Hvalpegården er mørk hver nat i håb om, at hvalpene sover igennem. Men jeg skal godt nok love for, at hvalpene siger til, når de skal ud og besørge. Der er ingen pøller om natten i hvalpegården! Min manglende søvn kommer hvalpekøberne til gode – det håber jeg, at de sætter pris på 😉 P.t. er jeg oppe en gang om natten, men det bliver jeg ikke ved med, de skal helst lære at sove igennem inden de flytter hjemmefra.
Jeg har udsat hvalpene for al mulig slags legetøj: Balancebrædt, trækketov, lige tunnel, tunnel i vinkel og hullede bolde. De tager pænt imod alt, hvad jeg byder dem.
De har fået 2 x ormekur. Foderet er skiftet til Select Gold junior medium lam/laks/kartoffel, som de trives bedre på.
Flere har spurgt til øjenfarven på merlehvalpene: Ingen af dem får isblå øjne, som Kizz Me. 🙂
Jeg har bestilt tid til øjenlysning, vaccination og sundhedstjek hos dyrlæge i Næstved, 2 dage inden kommer en chipdame fra DKK og chipper hvalpene.

















