Kuld født 17/3-2023:
Jeg vidste på forhånd, at dette kuld ville blive et lille kuld, da der ikke var så mange hvalpe på skanningen. Vi så helt klart 3 hvalpe og var i tvivl om vi så en 4. hvalp, da vi skannede hende anden gang. Det kom til at holde stik med de sikre 3 hvalpe. Jeg vil da indrømme, at jeg gerne så, at der havde været 5-6 hvalpe, men 3 er bedre end ingen og det er 3 fantastiske hvalpe, som ligger her i fødepoolen.

Deltas temperatur begyndte at dale onsdag og fortsatte torsdag med at dale yderligere. Jeg havde derfor en klar formodning om, hvornår hun ville føde. Gættede selv på natten til fredag eller næste formiddag. Det kom til at holde stik. Rune (Deltas medejer) ville gerne være med til fødslen, så han ankom torsdag aften. Det var godt, at han var her for at hjælpe.
Første hvalp blev født på en lidt anderledes måde kl. 3 fredag. Delta havde veer i 5 minutter. Jeg ville ikke forstyrre veerne og Delta, – hvis man forstyrrer tæven midt i veerne, kan hun stoppe med veer og det er ikke godt. Jeg besluttede mig alligevel for at kigge efter. Der lå så en hvalps hoved halvt ude og jeg kunne ikke få fingrene ind i Deltas skedeåbning for at hjælpe hvalpen ud. Jeg besluttede mig for at tage Delta ud af fødepoolen. Delta prøvede at føde hvalpen stående i stuen, men lagde sig ned – sikkert fordi hun troede at hun skulle pølle, ville hun ikke gøre det i stuen. Jeg måtte tænke hurtigt og valgte at tage hende ud på græsset. Her stod Delta så, som om hun skulle lave pøller (den stilling kunne hun ikke lide at stå i inde i stuen). Og plop, så greb jeg en hvalp, som Delta fødte stående i haven. Det første jeg udbrød var: ”Hvalpen lever!”. Moderkagen var ikke løsnet endnu, så der stod jeg med en hvalp i hånden og navnestrengen førte ind i Deltas skede til moderkagen. Hmmm tænke tænke. Heldigvis havde Rune et håndklæde til mig, som jeg holdt hvalpen varm i. Efter kort tid, så besluttede jeg, at Delta måtte bæres ind i fødepoolen, da det var for koldt at vente udenfor på, at moderkagen løsnede sig. Så Rune bar Delta med mig bagved med hvalpen i hånden (det må have set vildt underligt ud). Efter 5-10 min. i fødepoolen løsnede moderkagen sig og alt var igen idyl. Der var vist lidt panik på og da Panik betyder datter på Grønlandsk og var navnet på mit moderdyr til hele denne linje af Asasarahunde, så var det ikke svært at navngive denne hvalp for Panik.
De to næste hvalpe blev født uden dramatik. Hvalp nr. 2 var en fin tricolor. Og da hun begyndte at tørre lidt kunne vi tydeligt se, at hun var brun tricolor. Farverne kan godt være lidt svære at se, når de lige er født, fordi de er så våde. Jeg har kigget tilbage på mine kuld og dette er faktisk min første brune tricolor asasarahund.
Tredje hvalp blev også født uden problemer og han var også brun. Delta er bærer af brun, idet hendes far er red merle (brun merle), og Dale har lavet brune hvalpe før, så jeg vidste også, at han var bærer af brun.
Delta passer hvalpene som det mest naturlige i hele verden. Hun er en virkelig god mor. Hun gør dem rene og giver dem mælk lige efter bogen.
Dette er mit 17. kuld hvalpe. Har aldrig haft kejsersnit på mine hunde, de har altid født naturligt og ingen dødfødte hvalpe. Jeg synes, at det er en rigtig god statistik og gør mig stolt.
Her er billeder af hvalpene og portrætfotos.
Alle hvalpe er afsat!



















